Kan du rejse, når du er gravid?

En graviditet betyder som udgangspunkt ikke, at du behøver undgå at rejse til udlandet. Det kan dog være værd at tænke lidt ekstra over både rejsemål og tidspunkt.

Skal du på en længere rejse, kan det være en god idé at tale med din læge i god tid. Det samme gælder, hvis du skal til et område med fx malaria, zikavirus eller andre sygdomme, der kan være særligt problematiske under en graviditet.

Dækker rejseforsikringen, hvis du er gravid?

Bliver du akut syg eller kommer til skade i forbindelse med din graviditet, gælder de almindelige regler for sygdom og tilskadekomst på din rejseforsikring. Forsikringen kan blandt andet hjælpe med udgifter til nødvendig læge- og hospitalsbehandling. Hvis det bliver nødvendigt, kan den også hjælpe med hjemtransport.

Har du været syg eller fået komplikationer i forbindelse med din graviditet, som du fortsat er i behandling for, eller er du blevet henvist til flere undersøgelser, skal du foretage en medicinsk forhåndsvurdering for at være sikker på, at du er dækket på rejsen.

Du behøver ikke en medicinsk forhåndsvurdering, hvis du rejser i Danmark, Norge, Sverige, Finland eller Island.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad hvis du må afbestille rejsen på grund af graviditet?

At du er gravid, giver ikke i sig selv ret til at få rejsen erstattet. Men bliver du syg eller får komplikationer, som betyder, at du ikke kan rejse, kan din afbestillingsdækning være relevant.

Har du valgt Afbestilling, skal dækningen være trådt i kraft senest, når du betaler første del af rejsen. Har du haft sygdom eller andre helbredsmæssige problemer inden købet af rejsen, skal du også foretage en medicinsk forhåndsvurdering.

Bliver du syg op til afrejse, bør du kontakte os for råd og vejledning.

Må man tage på krydstogt som gravid?

Ja, men krydstogtselskaber har ofte en tidligere graviditetsgrænse end flyselskaber.

Hos flere store rederier må du fx ikke være gået ind i graviditetsuge 24 på noget tidspunkt under krydstogtet. Reglerne varierer, og nogle selskaber kræver også dokumentation fra din læge.

Tjek derfor altid rederiets regler, inden du bestiller. Se også på, hvor langt du er henne ved slutningen af rejsen – ikke kun på afrejsedagen.

Undersøg samtidig mulighederne for lægehjælp både om bord og på de destinationer, krydstogtet besøger. Et skib kan være langt fra et hospital, hvis der opstår komplikationer.

Hvordan er det med vaccinationer i forbindelse med graviditet?

Skal du rejse til et område, hvor vaccination anbefales, skal du fortælle lægen eller vaccinationsklinikken, at du er gravid.

Nogle rejsevacciner kan gives under graviditeten efter en lægelig vurdering. Det gælder blandt andet flere vacciner, som ikke indeholder levende virus eller bakterier. Levende svækkede vacciner bør derimod som udgangspunkt undgås under graviditeten.

Hvilke vacciner der er relevante, afhænger blandt andet af rejsemålet og risikoen for smitte. I nogle tilfælde kan det være bedre at ændre eller udskyde rejsen end at rejse uden den anbefalede beskyttelse.

Rejser til områder med malaria eller zikavirus kræver særlig opmærksomhed under en graviditet. Infektionerne kan udgøre en risiko for både dig og barnet. Sundhed.dk anbefaler, at du søger rejsemedicinsk rådgivning gerne seks til otte uger før afrejse, hvis du skal til et mere eksotisk rejsemål.

Hvor længe må man flyve, hvis man er gravid?

Ved en ukompliceret graviditet udgør en flyrejse normalt ikke i sig selv en risiko for dig eller barnet. Men sent i graviditeten stiger risikoen for, at fødslen går i gang. Derfor har flyselskaberne regler for, hvor sent i graviditeten du må flyve.

Reglerne varierer fra selskab til selskab. Tjek derfor altid reglerne hos det flyselskab, du skal rejse med – både ud og hjem. Det er især vigtigt, hvis du er tæt på selskabets graviditetsgrænse på hjemrejsedagen.

Pas ekstra på ved lange flyrejser

Graviditet øger risikoen for blodpropper. Det samme gør længere perioder, hvor du sidder stille.

Ved længere flyrejser kan du blandt andet:

  • rejse dig og bevæge dig jævnligt under flyveturen
  • drikke rigeligt med vand
  • bruge velpassende støttestrømper ved flyrejser

Har du andre risikofaktorer for blodpropper, bør du tale med din læge inden rejsen.

Vælg rejsemål med lidt ekstra omtanke

Når du rejser som gravid, er der mere end temperatur, hotel og flyvetid at tage stilling til. Undersøg også mulighederne for lægehjælp, hvis du skulle få brug for det.

Rejser inden for Norden og Vesteuropa vil typisk være enklere rent sundhedsmæssigt end rejser til områder med fx malaria, zikavirus eller begrænset adgang til behandling.

Rejser du i EU/EØS eller Schweiz, skal du også have det blå EU-sygesikringskort med. Kortet giver adgang til offentlig behandling på de vilkår, der gælder i landet. Det blå kort erstatter dog ikke din rejseforsikring – fx dækker det blå kort ikke egenbetaling i udlandet og heller ikke eventuel hjemtransport.

Tjek dette, inden du rejser som gravid

En graviditet behøver ikke gøre rejseplanlægningen kompliceret. Men der er nogle ting, som er værd at få styr på inden afrejse:

  • Tjek flyselskabets eller rederiets regler for gravide på både ud- og hjemrejsen.
  • Undersøg, om rejsemålet kræver vaccination eller særlig beskyttelse mod sygdomme.
  • Tal med din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt rejsen er en god idé.
  • Tag den medicinske forhåndsvurdering på vores hjemmeside, hvis du har haft sygdom eller komplikationer inden rejsen.
  • Tjek, om du har valgt dækningen Afbestilling på din rejseforsikring.
  • Undersøg mulighederne for lægehjælp på rejsemålet.
  • Husk det blå EU-sygesikringskort, hvis du rejser til et EU/EØS-land.
Gravid på rejse

Køb din rejseforsikring før rejsen

Husk tjeklisten og rejseforsikringen, så har du bedre mulighed for at nyde ferien med styr på de vigtigste ting, når du rejser som gravid.

Bestil tilbud
Relaterede artikler
  • Blå sygesikringskort
  • Gode råd til bilferien
  • Gode råd til ferie med hund
  • Gode råd til ferie med børn
  • Hvad dækker en rejseforsikring?
  • Visum og visumregler
  • Undgå indbrud under ferien
  • Gode råd til før og under rejsen
  • Skiferie og rejseforsikring
  • Rejseforsikring USA
  • Rejseforsikring Europa
  • Rejseforsikring Verden
  • Rejseforsikring Danmark
  • Hjemtransportforsikring
  • Enkeltrejseforsikring
  • Skal du bruge din rejseforsikring?
  • Udlejer du din bolig - eller lejer du andres hjem i ferien?
  • Mistet, forsinket og ødelagt bagage
  • Billig rejseforsikring
  • Bestil et rejsebrev
  • Billeje i udlandet
  • Hvad gør du ved forsinket eller aflyst fly?
  • Hvad gør du ved flyaflysning pga. strejke?