Kunder i TJM

6 gode råd til hvordan du vælger det rette forsikringsselskab

Det kan være svært at vælge de rigtige forsikringer og det rigtige forsikringsselskab. Her har vi samlet nogle gode råd om valg af forsikring generelt og om, hvad du særligt skal vide som kunde i TJM Forsikring.

Husk altid

Tag udgangspunkt i dine behov
Sæt dig ind i vilkårene
Vær opmærksom på evt. dobbeltdækning

7 gode tips når du skal vælge forsikringsselskab

1. Selvbetjening og rådgivning

Er det vigtigt for dig, at du både kan tjekke dine forsikringer og anmelde en skade online? Eller foretrækker du at tale i telefon med en rådgiver? Det kan du også have med i dine overvejelser.

I TJM vil du møde nemme online selvbetjeningsmuligheder, og hos os får du din egen personlige rådgiver, din forsikringstillidsmand, der står klar til at hjælpe dig med dine forsikringer.

2. Tag udgangspunkt i dine behov

Start med at se på dine egne behov for økonomisk tryghed, når du skal vælge forsikring og forsikringsselskab. Hvilke ting - indbo, ejendom, bil mv. - skal forsikres, og hvordan? Hvordan er forsikringens dækning, og passer den til dine ønsker? Og hvad med personforsikring og ulykkesforsikring? Hvordan ser økonomien ud, hvis du eller én i din familie kommer alvorligt til skade?

Forsikringsoplysningen, som er forsikringsselskabernes fælles informationstjeneste, kan hjælpe dig med eventuelle spørgsmål.

3. Sæt dig ind i vilkårene

Når du køber en forsikring, indgår du en aftale med forsikringsselskabet. På forsikringsaftalen og i forsikringsbetingelserne kan du se din dækning i tilfælde af skader. Læs altid betingelserne igennem, inden du indgår aftalen, så du er helt klar over, hvordan du er stillet ved skade, og hvad forsikringen dækker og ikke dækker.

Vær fx opmærksom på, om forsikringen indeholder selvrisiko, og om denne er valgfri eller ej. En selvrisiko reducerer typisk prisen på forsikringen, men du skal vurdere, om dækningen så fortsat passer til dine behov.

4. Vær opmærksom på dobbeltdækning

Når du køber forsikringer på ting, fx indbo-, ejendoms- eller bilforsikring, skal du være opmærksom på, at visse skader kan være dækket af en anden forsikring eller af et evt. serviceabonnement. Skader på glas, sanitet og hårde hvidevarer kan være dækket af en hus- eller villaforsikring, af en udlejers bygningsforsikring eller af en indboforsikring. Det er derfor en fordel at tjekke betingelserne, så du ikke kommer til at betale for den samme dækning to steder.

Som hovedregel kan du kun modtage erstatning fra én forsikring. Spørgsmålet om dobbeltdækning kan også være aktuelt i forbindelse med rejser, hvor rejseselskaberne ofte prøver at sælge en rejse- og afbestillingsforsikring sammen med ferierejsen. Hvis du allerede har en årsrejseforsikring med de rigtige dækninger, vil du være dækket af den.

5. Pris

Prisen er en vigtig faktor for mange, når de skal vælge forsikringsselskab og der er ofte mange penge at spare. Indhent flere tilbud, læs det med småt og sammenlign både dækning og pris.

6. Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk tester forsikringer, og på baggrund af pris og dækning kan en forsikring kåres som Bedst i test eller Anbefaler. Det kan være et godt sted at starte, når du skal vælge forsikringsselskab.

7. Trustpilot

Hvad siger andre kunder om forsikringsselskabet, du overvejer? På Trustpilot kan du se den samlede score, læse kundernes anmeldelser og ikke mindst se, hvordan forsikringsselskabet besvarer kundehenvendelser.

 

Forsikring i TJM Forsikring

Vælger du at købe en eller flere forsikringer hos os, er der forskellige ting, du skal være opmærksom på. Dem kan du læse om her.

Hvem kan blive forsikret i TJM Forsikring?

Det er ikke alle og enhver, der kan blive forsikret hos os. Du skal være medlem af én af de faglige organisationer, vi samarbejder med. Eller barn af et medlem, som er kunde hos os.

Alle husstandens forsikringer betales , som udgangspunkt, på samme måde og af samme person (lønkontor, pensionskontor eller bankkonto via Betalingsservice). Dog er der mulighed for at fravige dette. Fx kan børn, der bor hjemme, godt betale for egne forsikringer.

Fortrydelsesret

Du har ret til at fortryde dit køb af private forsikringer efter forsikringsaftalelovens § 34i og 34e. Fortrydelsesfristen er altid 14 dage, og fristens begyndelse afhænger af, hvordan aftalen er indgået, fx om du har mødt selskabets repræsentant, da du købte forsikringen. De nøjagtige regler får du tilsendt sammen med forsikringsaftalen, men du kan også læse mere om fortrydelsesret her.

Fristen på 14 dage beregnes sådan, at hvis du fx køber din forsikring mandag den 1. og først har modtaget oplysningerne onsdag den 3., så har du frist til og med onsdag den 17.

Hvis fortrydelsesfristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovs-, juleaftens eller nytårsaftensdag, udløber fristen først den følgende hverdag.

Vi gør opmærksom på, at bygningsbrandforsikringer er begrænset af lov om finansiel virksomhed § 60, og fortrydelsesretten derfor er betinget af, at du inden 14-dagesfristen dokumenterer, at bygningsbrandforsikringen er købt i et andet selskab med tilbagevirkende kraft.

Sådan gør du, hvis du fortryder

Inden fortrydelsesfristen udløber, skal du give os besked om, at du har fortrudt dit køb. Du kan enten skrive et brev eller en e-mail. Hvis du vil have dokumentation for, at du har sendt beskeden, inden fristen udløber, kan du sende brevet anbefalet og gemme kvitteringen. Du skal sende besked om, at du har fortrudt købet til: [email protected].

Sådan er reglerne, hvis du fortryder

Hvis du fortryder dit køb af en forsikring inden for de første 14 dage, bliver købet ophævet, og du skal ikke betale for forsikringen. Men det betyder også, at evt. skader i perioden, fra du har købt forsikringen, til du fortryder, ikke er dækket.

Hvis du ikke har mødt en af vores forsikringstillidsmænd personligt, taler vi om, at forsikringen er købt ved ”fjernsalg” jf. købeloven. Køb ved fjernsalg kan ophæves, hvis du ikke har fået de øvrige relevante oplysninger fra os, fx oplysninger om forsikringsbetingelser, afgifter og gebyrer.

Købet bliver ophævet fra det tidspunkt, hvor du sender besked til os om ophævelsen.

Klager

Er der ting i forbindelse med dine forsikringer, som du er uenig i eller utilfreds med, har du altid mulighed for at klage. Afhængigt af, hvad klagen drejer sig om, skal du i første omgang henvende dig til kundeservice eller skadeafdelingen i TJM Forsikring.

Hvis du ikke er tilfreds med behandlingen af din klage, kan du kontakte Trygs kvalitetsafdeling, Klausdalsbrovej 601, 2750 Ballerup, og om nødvendigt føre sagen videre til Ankenævnet for Forsikring.

Hvis der er flere klagemuligheder, står det i betingelserne for den enkelte forsikring.

Gebyrer og afgifter

Sammen med betaling for forsikring opkræves følgende afgifter og gebyrer:

Læs mere om gebyrer og afgifter

Vi kan ved behov indføre nye gebyrer for ydelser, du som kunde skal betale for, fx opkrævningsgebyr, fremsendelse af dokumenter o.l., Ændringer i de eksisterende gebyrer kan også forekomme. For gebyrændringer op til 30 kr. årligt kan disse varsles via vores hjemmeside.

Opsigelse af forsikringsaftalen

Forsikringen fortsætter, indtil du eller vi skriftligt opsiger aftalen. Opsigelse kan ske med 30 dages varsel til den første i en måned. Bortfalder en risiko, fx ved salg af en bil, kan vi godkende et kortere opsigelsesvarsel.

Ved enhver anmeldt skade har begge parter ret til skriftligt at opsige forsikringen eller dele af den med 14 dages varsel fra anmeldelsestidspunktet og indtil 14 dage efter afgørelsen om erstatningens størrelse eller afvisning af skaden.

Opkrævning af forsikringer

Forsikringerne betales, når det er muligt, ved månedlige fradrag i løn og pension, og ellers ved opkrævning hel-, halv-, kvartårligt og månedligt via Betalingsservice.

Danmarks mest tilfredse forsikringskunder

TJM Forsikring har igennem flere år haft Danmarks mest tilfredse forsikringskunder, bl.a. fordi rådgivning og kundeservice prioriteres højt. Det er vigtigt for os, at kunderne ser, at vi er der for dem, når skaden er sket, og de bliver mødt med omsorg og handling.

Har du de rigtige forsikringer?

Få et forsikringstjek, så du kan vide om du er rigtigt dækket og dermed betaler hverken for lidt eller for meget for dine forsikringer. Se, om der er penge at spare ved at vælge TJM Forsikring. Bestil et gratis og uforpligtende forsikringstjek i dag.

glade mænd til fodbold

Vores forsikringer vinder Bedst i Test

Flere af vores forsikringer er blevet kåret som Bedst i Test af Forbrugerrådet Tænk. Vi kan tilbyde nogle af markedets laveste priser og stærkeste dækninger.

Se, hvilke forsikringer der er kåret som Bedst i Test